Arc-weekenden 1998 i billeder


 

Prix du Cadran (Gr.1) over 4000 meter for Europas bedste super-stayere havde samlet et stærkt felt på 9 heste. Selve løbet var dog en skuffelse, da tempoet var ultra-lavt hele vejen ind på den lige bane. Herfra gik det til gengæld stærkt. Efter lang, sej opløbskamp lykkedes det Invermark/Hughes at gå forbi favoritten Tiraaz/Mossé. Der var derefter et stykke ned til de øvrige, som var San Sebastian og Antartique. Også her skuffede et par af favoritterne i Canon Can og Three Cheers, der begge var helt chanceløse inde på den lige strækning. Løbet, der som sagt ikke bar præg af højt tempo, blev afviklet over et halvt minut langsommere end de forrige år.

 

Prix Royallieu (Gr.2) for de 3-årige og ældre hopper havde en klar favorit i Cloud Castle/Dettori - egentlig var Cloud Castle nok dagens største banker, og de fleste talte om hvor mange længder hoppen ville have ned til sine konkurrenter. Men som det blev kendetegnet for denne første lørdag i oktober, ville intet lykkes for Frankie Dettori. Efter et afventende ridt i tredje spor hele vejen, havde Cloud Castle intet at byde på og sås aldrig med den mindste chance. Gazelle Royale/Spanu havde lagt godt tempo på løbet og førte med et par længder ind på det lige stykke. Udvendigt angreb upåagtede Lexa/Boef og overtog kommandoen kort før mål - endnu en kæmpe overraskelse var en realitet.

 

- Insatiable vinder under Olivier Peslier efter et afventende ridt foran Handsome Ridge/Boeuf og Eco Friendly/Asmussen. Favoritten Almutawakel/Dettori førte længe, men blev overspurtet.

 

 

Den 3-årige hingst Sagamix, trænet af Andre Fabre og redet af Olivier Peslier, vandt efter ultra-spændende opløbskamp "verdens største væddeløb". Der var fart på fra start, hvor Happy Valentine/O´Donohoe tog teten med adskillige længder. Føringen var stadig intakt ind på det lige stykke, hvor publikum øjnede en kæmpe-overraskelse. Men så slap kræfterne op hos Happy Valentine, hvorefter den efteranmeldte hoppe Leggera/Quinn tog over i midten af banen. Indvendigt kom det tyske håb Tiger Hill/Suborics frem og disse lå meget tæt op ad hinanden med 300 meter til mål.
Olivier Peslier havde Sagamix et stykke tilbage i feltet og angreb noget sent, men det gik til gengæld også meget stærkt, da han kom strygende udvendigt for de to forreste. Meter for meter kom han tættere på, og nåede forbi kort før mål. Leggera slog i en tæt afgørelse Tiger Hill til tredjepladsen. Den anden tyske deltager, 4-årige Caitano/Starke, sluttede fremragende af til 5. pladsen og var med til at gøre tysk galopsport stor ære med 2 heste blandt de fem første. I det slagne felt var så store navne som derbyvinderne High-Rise og Dream Well, der ikke formåede at holde ved i den afgørende fase. Førstepræmien var på hele 4 millioner FF - et beløb som Olivier Peslier har indkasseret de sidste 3 år.

Det er efterhånden nogle år siden, Cash Asmussen havde vundet løb i en Prix de l´Arc-weekend. Cash var blandt favoritterne i Arc, hvor han red Dream Well, men i Prix de l´Opera for de 3-årige og ældre hopper fik den amerikanske jockey endelig hul på bylden og sejrede efter veldisponeret ridt fra front på 3-årige Insight. Der var kun 6 heste til start i løbet, og Cash Asmussen havde det hele under kontrol fra start til mål.